Tomhed og meningsløshed

Eksistentielt vakuum, følelsen af “der mangler noget”

 

Du kan have et liv, der ser fint ud udefra, og alligevel vågne med en tung fornemmelse af, at noget mangler. Det er fint i noget tid, men når det bliver en iboende følgesvend forvandler det sig til et sæt briller man ser verden igennem. Tomt... Meningsløst... mørkt...

 

Jeg er ikke matematiker, men sandsynligheden for, at du finder ægte tilfredshed i svar som reproduktion, artens overlevelse, likes på sociale medier eller at blive rig, er nok omtrent den samme som den kløende fornemmelse af “NEJ” Frankl havde, da Freud og Adler prøvede at overbevise ham om, at nydelse eller magt var menneskets primære drivkraft.

 

Når vi mister forbindelsen til meningen, så begynder vi at overkompensere. Higen efter magt, lyst eller social status er ofte ikke andet end et desperat forsøg på at overdøve ekkoet fra et tomt indre. Vi jagter dopamin, fordi vi har mistet retningen.

 

Hvorfor opstår tomheden?

I et liv, hvor vi konstant måles på tempo, præstation og resultater, er det nemt at tro, at vejen ud af tomheden er det næste mål. Men vi længes ikke efter målet, men efter følelsen bag. Og dén varede heller ikke efter det sidste mål... og vil sandsynligvis heller ikke være der efter det næste.

 

Det samme sker, når vi prøver at dulme tomheden gennem ting. En telefon, et køb, en lille belønning. Det giver et øjebliks lettelse, men ikke den ro, man håbede på. Tomheden vender tilbage, fordi den ikke handler om mangel på stimuli: men om mangel på mening.

 

Hvad er mening egentlig?

Camus ville måske sige: “Livet har ingen iboende mening og alligevel må du leve, som om det har.” Nietzsche ville svare: “Meningen med livet er at skabe dig selv uden undskyldninger; at forme dine egne værdier og din egen retning uden at læne dig op ad andres systemer.” En zenbuddhist kunne hævde: “Meningen med livet er at stoppe jagten og være fuldt til stede i dette øjeblik.” En hypnoterapeut ville sige: “Meningen med livet er at fylde dit sind med den slags information, der gør dig fri.” Heidegger minder os om: “Meningen med livet er at leve autentisk, med bevidstheden om, at tiden ikke varer evigt.”

Og Gud sagde: “Søg, og du skal finde.” Jeg må være ærlig og sige: Nietzsche er nemmere, når man er single og Camus’ absurdisme giver klart mest mening om mandagen.

​

Det er ikke vores opgave at opfinde mening, men at opdage den.

Mening findes allerede som en mulighed i verden, og vores ansvar er at svare på den invitation.

 

Mening opstår ikke inde i hovedet, men i mødet mellem dig og verden. I det øjeblik, hvor noget udenfor dig vækker noget inden i dig. En impuls, et ansvar, en retning. Mening er det, der holder fast i dig, når du har mistet grebet om dig selv. Det er ikke noget, du skaber. Det er noget, du træder ind i. Du skal ikke lede efter meningen med livet. Livet leder efter meningen med dig. Og den viser sig først, når du træder frem som den, der kan svare på det, der kalder.

 

Hvorfor føles tomheden så voldsom?

Fordi den afslører, at du har levet på en ydre struktur - mål, roller, præstationer - og at den struktur ikke længere bærer dig. Og midt i alt det er der en stille stemme, der hvisker:“Det her er ikke nok for mig længere.”

 

Vi lever i en kultur, der fortæller os, at meningen med livet findes gennem selvudvikling, præstation og personlig optimering. Men hvis man kun ser livet som et individuelt projekt, mister man alt det, der faktisk giver det vægt: relationer, ansvar, retning og det, der ligger uden for én selv.

 

Hvis du vil have den mere akademiske Rasmus-version, lyder den sådan her:

"Den kulturelle prægning af selvrealiserings-paradigmet, med dens ensidige fokus på individualistisk optimering, udgør en reduktionistisk forståelse af den eksistentielfænomenologiske kerne."

…og nu kan du faktisk høre dig selv sige det, og vide, hvad det betyder.

 

Vejen videre

Teorier er smukke, men livet sker i praksis. Ja, der er små dopamin-kicks, når vi jagter vores potentiale, men i sidste ende betyder intet i livet noget, hvis vi ikke har nogen at dele det med. Vejen ud af tomheden handler ikke om at løbe hurtigere, nå mere eller optimere dig selv ihjel. Den handler om at finde det, der virkelig betyder noget for dig og give det plads. Mening opstår i det, du vælger at stå for.

I det, du elsker.

I det, du giver.

I det ansvar du tager.

I den retning, du tør bevæge dig mod.

Det er her, meningen begynder. Ikke som et koncept, men som et liv. Et liv du faktisk kan mærke.

 

Jeg ved godt, du leder efter et citat, der får det hele til at give mening. Men meningen finder du ikke i en læresætning; det starter som en proces. Det starter med at samle dine modstridende dele, opbygge modet til at bryde med den tryghed, der kvæler din essens, og turde tage en kikkertundersøgelse af dit 'Hvad-der-er-normalt-kompas', og vende kursen mod dit autentiske selv.

​

Og nej, du behøver ikke en koloskopi for at finde mening. Men den forvrængede "normal" forestilling er et evolutionært 'jeg skal passe ind for at overleve'-program, der holder dig væk fra at finde dig selv og dit autentiske jeg. At finde hjem til dit autentiske jeg er ikke målet... det er bare adgangsbilletten! For du kan ikke svare på livets invitation, hvis du stadig prøver at være en anden. Meningen findes ikke inde i dig, men den kræver, at du træder frem som dig selv for at kunne gribe den. Det er her, ansvaret bliver til frihed, og hvor meningen finder dig, fordi du endelig er til stede til at svare.